Musikalsk Grundkursus (MGK)

Om uddannelsen:
Musikalsk grundkursus foregår på en musikskole. På uddannelsen kan du vælge mellem en klassisk og en rytmisk linje, og på nogle skoler er der også en almen musikpædagogisk linje. Du kan bruge kurset til at forbedre dine musikalske kvalifikationer, fx hvis du ønsker optagelse på et af musikkonservatorierne. Uddannelsen varer 3 år og foregår på en musikskole, hvor der bliver undervist i:

  • hovedinstrument
  • klaver som brugsklaver (hvis det ikke er dit hovedinstrument)
  • sang, spil og bevægelse
  • hørelære
  • teori
  • musikkundskab
  • sammenspil og kor

Derudover bliver der afsat 2/3 lektion pr. elev til valgfag, fx biinstrument, ensemble- eller korledelse eller andre relevante fag, som skolen udbyder.

Undervisningstimerne er som regel tilrettelagt, så du har mulighed for at følge anden skolegang ved siden af. Det samlede ugentlige timetal er på ca. 10 timer, hvortil du skal regne med ca. 20 timer til forberedelse. Dele af undervisningen kan du tage på weekendkurser. Der er mødepligt på MGK. En fuld skolegang sideløbende med det musikalske grundkursus kræver meget arbejde af den enkelte. En del musikskoler samarbejder med et eller flere gymnasier om et 4-årigt gymnasieforløb, der indeholder det musikalske grundkursus.

OBS!
Hvis du kan optages på MGK, men ikke er egnet til gymnasiet kan Grønlands Selvstyre alligevel bevilge dig fuld uddannelsesstøtte til MGK, således at kurset betragtes som en selvstædig uddannelse over 3 år. Det er således frivilligt, om du ønsker at gennemføre MGK sammen med en gymnasial uddannelse eller ej.

 

Du skal til årsprøve

efter 1. og 2. år. Er dit resultat ikke tilfredsstillende, kan du ikke fortsætte undervisningen. Efter 3. år afslutter du med en prøve, hvor kravene svarer til konservatoriernes optagelseskrav.

Når du har bestået MGK modtager du et afgangsbevis, som indeholder karakterer og beskriver, hvad du musikalsk har lært.

 

Læs mere på: Musikalsk Grundkursus.


Ansøgning og Optagelse:

Du skal være mellem 14 og 25 år, og du skal have én eller flere anbefalinger fra dine musiklærere eller fra en musikskole før Grønlands Selvstyre kan indstille dig til den obligatoriske optagelsesprøve, du skal bestå for at blive optaget. Prøven kræver, at du teknisk og musikalsk er velfunderet i dit hovedinstrument. Optagelsesprøven varer i alt ca. 20 minutter og består af:

  • En prøve i hovedinstrument/sang, hvor du skal fremføre to stykker i forskellig stilart. Mindst det ene skal foregå som sammenspil. Hvis hovedfaget er rytmisk, vil prøven også indeholde improvisation.
  • En prima vista-opgave (node- og rytmelæsning) og skalaspil på hovedinstrument.
  • En mundtlig prøve i elementær hørelære.
  • En prøve i imitation af en kort melodi og rytme.

Du skal for egen regning selv medbringe eventuel akkompagnatør og medspillere til optagelsesprøven. Grønlands Selvstyre betaler kun rejse og ophold for ansøger i forbindelse med optagelsesprøven.

Tilmelding skal ske til den ønskede musikskole inden 1. februar. De fleste skoler har on-line tilmelding. Der er optagelsesprøve i marts-april. Kontakt den ønskede musikskole for de præcise datoer.

Hvis du bliver indkaldt til den obligatoriske optagelsesprøve, får du rejsen betalt af Grønlands Selvstyre. Grønlands Selvstyre indstiller højest 2 ansøgere til optagelsesprøve hvert år.

Økonomi:
Undervisningen er gratis. Du kan få uddannelsesstøtte fra Grønlands Selvstyre. Download ansøgningsskema her.

Karriere:
Undervisningen er ikke i sig selv kompetencegivende, men den kan være dit første skridt på vejen til job som Musiker, Sanger eller Musikpædagog.

Det musikalske grundkursus giver dig baggrund for at søge optagelse på et af statens Musikkonservatorier.
Få mere at vide
Du kan få mere at vide på uddannelsesstedernes hjemmeside. Se også
www.musikuddannelser.dk

Handlinger tilknyttet webside