Bolig i Danmark
Sådan søger du en bolig i Danmark
Det er dit eget ansvar at finde en bolig i din kommende uddannelsesby. Det er derfor vigtigt, at du i god tid begynder boligjagten og at du kommer på venteliste til bolig så tidligt som muligt, da der mange steder er boligmangel for studerende i Danmark. Brug Internettet, når du skal søge bolig.
Vær opmærksom på, at hvis du søger optagelse på uddannelse i flere forskellige byer, er det naturligvis en god idé også at søge bolig i disse byer.
Hvis du bliver tilbudt bolig i flere forskellige byer, er det vigtigt, at du framelder dig de(n) bolig(er), du ikke får brug for.
Du er meget velkommen til at kontakte en uddannelsesvejleder i ét af de Grønlandske Huse (www.groenlandskehus.dk ), hvis du har et konkret spørgsmål, men det er vigtigt at understrege, at boligsøgningen og betaling af depositum og husleje er dit ansvar.
Læs om boligsøgning i de enkelte områder af Danmark på:
www.sumut.dk - Det Grønlandske Hus i København
www.dgh-odense.dk - Det Grønlandske Hus i Odense
www.dgh-aalborg.dk - Det Grønlandske Hus i Aalborg
www.groenlandskehus.dk - Det Grønlandske Hus i Aarhus
Advarsel: Lad være med at rejse til Danmark, med mindre du har sikret dig en bolig. Det er muligt, at man kan bo hos venner eller familie i en kort periode, men husk: ”Efter tre dage lugter både fisk og gæster.”
Du skal give besked til Det Grønlandske Hus, når du har fundet en bolig. Det er mest hensigtsmæssigt at finde en bolig i nærheden af uddannelsesinstitutionen, da du selv skal betale transportudgifter mellem bolig og uddannelsessted.
Hvis du skal have dine børn med til Danmark, skal du have fundet en passende bolig inden nedrejsen. En passende bolig til fx en voksen + 2 børn er en 3-værelses lejlighed. Dette skal dokumenteres over for vejlederen, inden dine børn kan få billet til Danmark og du kan få bevilget godstransport.
