Ansøgning

Ansøgning om uddannelsesstøtte
Ansøgningsfrist for uddannelsesstøtte til uddannelser udenfor Grønland er 1. marts.

Der er mange ting du selv skal ordne i forbindelse med at søge dig optaget på en videregående uddannelse udenfor Grønland. Du skal derfor starte i god tid med at orientere dig i de mange regler og de fastsatte deadlines, der findes beskrevet under dette punkt.

For alle ansøgere til uddannelser uden for Grønland gælder det, at man selv sender ansøgning om uddannelsesstøtte til Det Grønlandske Hus (DGH), som dækker det område, hvor man søger uddannelse. Har man mere end én prioritet, sendes ansøgningsskemaet til DGH, hvor 1. prioriteten ligger. Se regionskort.

Du skal især være opmærksom på følgende forhold omkring optagelse på en uddannelse i Danmark:

Selvoptag via det danske KOT-system (Den koordinerede tilmelding)
Når du selv søger dig optaget via kvote 2 i det danske KOT-system skal den eller de(n) uddannelsesinstitution(er),hvor du søger optagelse have modtaget din ansøgning senest den 15. marts kl. 08.00 grønlandsk tid.

Søger du dig optaget i kvote 1 skal ansøgningen være modtaget på uddannelsesstedet senest den 5. juli kl. 08.00 grønlandsk tid. Se under KOT-ansøgning

Det er muligt at sende KOT-ansøgningen indscannet pr. mail eller som fax, og samtidig sende originalen pr. post. Uddannelsesstederne i Danmark kan i første omgang ikke nægte at modtage en elektronisk eller faxet kopi af ansøgningen, men for en sikkerheds skyld skal ansøger bede om en kvittering for afsendelsen af originalen på posthuset.

Uddannelsesinstitutionerne vil gerne have at du indscanner eller faxer dokumenterne i følgende rækkefølge:

1. evt. prioriteringsskema
2. ansøgningsskema/-erne
3. dispensationer
4. evt. fuldmagt
5. eksamensbevis
6. supplerende prøver

Kun kvote 2 ansøgere
7. dokumentation for kvote 2-kvalifikationer
8. til sidst den motiverede ansøgning

Ansøger skal være opmærksom på at fax-udskrifter ofte kan være svære at læse, så derfor opfordres man til at ansøgningsskemaer, der enten faxes eller scannes, udfyldes meget tydeligt af ansøgeren.

Hvad enten du er kvote 1 eller 2 ansøgere gælder det, at kopi af dit udfyldte KOT-skema skal vedlægges ansøgningen om uddannelsesstøtte til DGH - eller eftersendes til DGH, når originalen er afsendt til uddannelsesinstitutionen i Danmark.

Ansøgning om optagelse gennem særaftalen
Som ansøger fra Grønland gælder særlige regler, hvis du har kvalificeret sig til optagelse på en videregående uddannelse i Danmark gennem Hjemmestyrets særaftale med det danske Undervisningsministerium.Se under Særaftaleoptag

Ansøgning om uddannelsesstøtte til uddannelser i udlandet
Ansøgninger om uddannelsesstøtte til uddannelser udenfor Danmark skal altid sendes til DGH i København.

Man skal selv søge sig optaget på den pågældende uddannelse i udlandet. Sammen med ansøgningen om uddannelsesstøtte til DGH i København skal man vedlægge oplysninger om hvilken uddannelse man søger og hvor, samt vedlægge kopi af sin ansøgning eller evt. korrespondance med uddannelsesstedet. Man skal ligeledes oplyse hvornår man kan forvente svar på optagelse, hvad uddannelsen koster osv. Se under Uddannelser i øvrige udland

Husk at hjælpen altid er nær i kraft af uddannelsesvejlederne i De Grønlandske Huse i Danmark. Se under Vejledere

Handlinger tilknyttet webside