Vejledning - i ansøgning og optagelse via "Særaftalen"

Vejledning - i ansøgning og optagelse via "Særaftalen"
Særaftalen er betegnelsen for den aftale der eksisterer mellem Grønlands Selvstyre og det danske Undervisningsministerium. Aftalen har eksisteret siden 1984 og seneste udgave er fra d. 25.marts 1998.

Særaftalen gælder kun til optagelse gennem kvote 1, og går ud på at sikre optagelse af grønlandske studerende på de studier, hvortil der er adgangsbegrænsning i form af en høj adgangskvotient, f.eks. medicin, tandlæge, psykologi, jura og sociologi.. Du kan se de enkelte studiers adgangskvotient i 2006 på www.kot.dk under "Hovedtal".

Betingelserne i aftalen er:

  • at ansøgeren opfylder de formelle adgangskrav til den pågældende uddannelse, dvs. at ansøger har 6 (= 8 efter 13-skalaen) eller derover i eksamensgennemsnit, samt opfylder de krævede niveauer i specifikke fag,
  • at ansøgeren er berettiget til uddannelsesstøtte fra Grønlands Selvstyre


Ansøgningsprocedure:
Følgende to grupper af kvote 1-ansøgere kan komme i betragtning til særaftaleoptag:

1. Nuværende 3. g'ere, som mener sig i stand til at opfylde betingelserne i særaftalen ved den afsluttende gymnasiale eksamen i juni måned skal udfylde KOT-skemaet www.kot.dk og sende det til Det Grønlandske Hus (DGH), sammen med ansøgning om uddannelsesstøtte senest d. 1. marts. Udskrift af seneste terminskarakterer vedlægges, samt dokumentation for deltagelse i de krævede niveauer i specifikke fag.

Du skal snarest muligt efter at have modtaget dit GU - HTX eller HHX bevis sende/faxe/maile en **kopi til DGH.

2. Alle med en gymnasial uddannelse, der med et eksamensgennemsnit på 6 (= 8 efter 13-skalaen) eller derover har kvalificeret sig til at blive optaget gennem særaftalen skal udfylde KOT-skemaet www.kot.dk og sende det til Det Grønlandske Hus, sammen med ansøgning om uddannelsesstøtte senest d. 1. marts. Eksamensbevis og dokumentation/bevis for evt. igangværende eller afsluttet supplering (GSK) i de krævede niveauer i specifikke fag skal vedlægges.

 

Du skal snarest muligt efter at have modtaget dit bevis for evt. afsluttet supplering sende/faxe/maile en **kopi til DGH.

De to nævnte grupper skal således ikke selv søge sig optaget, idet optagelse gennem særaftalen er betinget af, at en vejleder i det pågældende Grønlandske Hus har attesteret og underskrevet ansøgningen.

 

For de 'ere eller de GSK'ere der ved den afsluttende eksamen ikke opnår det krævede gennemsnit eller de krævede karakterer vil det betingende tilsagn om uddannelsesstøtte til den søgte uddannelse automatisk blive annulleret. Du vil samtidig modtage vejledning fra DGH om hvilke muligheder, du herefter har for at komme videre med en evt. anden uddannelse.

Du får endeligt svar på din optagelse på den ønskede uddannelse d. 30. juli, men i princippet kan du godt forberede dig på at komme af sted til Danmark, hvis du inden da har fået bekræftet at du opfylder betingelserne for at blive optaget gennem særaftalen.

**HUSK - at alle kopier af eksamens- og prøvebeviser du vedlægger dine ansøgninger skal være bekræftede kopier. Dvs. at enten har to privatpersoner bekræftet kopiens ægthed eller også har en offentlig myndighed gjort det med stempel og underskrift.

 

 

 

Handlinger tilknyttet webside