Vejledning i at søge uddannelse i Danmark for ansøgere fra Grønland med en adgangsgivende eksamen

Vejledning i at søge uddannelse i Danmark for ansøgere fra Grønland

med en adgangsgivende eksamen

 

Den Koordinerede Tilmelding - KOT er et fælles tilmeldingssystem for de fleste videregående uddannelser i Danmark. KOT giver dig den mulighed, at søge om optagelse på op til 8 forskellige uddannelser eller uddannelsessteder på samme tid. Du kan dog højest blive optaget ét sted. På www.optagelse.dk eller www.kot.dk kan du finde ansøgningsskemaer til alle de uddannelser, der er med i KOT, samt et prioriteringsskema.

Optagelsesregler:
Der findes optagelsesregler for hver uddannelse under KOT. Reglerne indeholder adgangskrav om bestemte eksamener og/eller andre kvalifikationer.
Adgangskravene findes på de enkelte uddannelsessteders hjemmesider. Du kan som udgangspunkt kun søge optagelse, hvis du opfylder adgangskravene til den søgte uddannelse. Du kan finde information om adgangskrav til uddannelser i Danmark på www.ug.dk
Hvis du ikke opfylder kravene kan der i begrænset omfang søges dispensation - se vejledning om dette.

Reglerne bestemmer hvilke ansøgere der optages, hvis der er adgangsbegrænsning på en uddannelse. Adgangsbegrænsning opstår, når der er flere kvalificerede ansøgere, end der er pladser til.
De fleste uddannelsessteder benytter derfor et kvotesystem:

Kvote 1 : (**ansøgningsfrist 5. juli)
- bruges af ansøgere fra Grønland der har kvalificeret sig til at blive optaget via Selvstyrets særaftale med det danske Undervisningsministerium.
Denne gruppe skal ikke selv søge sig optaget. (se yderligere vejledning i optagelse via særaftalen). De skal udfylde KOT-skemaet og sende det til Det Grønlandske Hus, sammen med ansøgning om uddannelsesstøtte senest d. 1. marts. Denne optagelsesprocedure skal også benyttes af nuværende 3. g'er, som regner med at komme til at opfylde betingelserne i særaftalen

- eller bruges af ansøgere fra Grønland som søger ind på uddannelser, hvor optagelseskvotienten er lavere end 8 og hvor alle ansøgere kan optages. Se optagelseskvotienten til den ønskede uddannelse under "Hovedtal" på www.kot.dk

Denne gruppe skal selv søge sig optaget.

Kvote 2 : (**ansøgningsfrist 15. marts)
- skal bruges af ansøgerne fra Grønland, der ikke kan optages via kvote 1/særaftalen, eller som søger dispensation fra adgangskravene.
I kvote 2 kan man blive optaget ud fra andre udvælgelseskriterier end eksamens-gennemsnittet, men du skal som minimum have en adgangsgivende eksamen. eller have opnået dispensation fra dette krav.
Denne gruppe skal selv søge sig optaget.

 

- eller bruges af ansøgere fra Grønland som søger ind på uddannelser, hvor de vil være sikre på at blive vurderet i både kvote 1 og 2.
Denne gruppe skal selv søge sig optaget.
Det kan tage lang tid at lave en ansøgning til kvote 2, da du skal fremskaffe dokumentationen for de aktiviteter, du ønsker uddannelsesstedet skal tage i betragtning. Du skal bruge tid på at skrive en god motiveret ansøgning, som skal sendes med KOT-ansøgningsskemaet. På sunngu.gl kan du finde en række råd og informationer, som kan hjælpe dig til at lave en god ansøgning, og det beskrives ligeledes, hvad uddannelsesstedet kræver for at godkende din dokumentation i forbindelse med din ansøgning. Hvis der er adgangsbegrænsning til den eller de uddannelser, du søger, kan du ikke være sikker på at blive optaget. Benyt derfor muligheden for at søge optagelse flere steder.

**Ansøgningsfrist i kvote 2 = d.15. marts, kl. 08.00 grønlandsk tid
**Ansøgningsfrist i kvote 1 = d. 5. juli, kl. 08.00 grønlandsk tid

Hvilket er de tidspunkter, som uddannelsesstedet i Danmark skal have modtaget din ansøgning på.

Det er imidlertid OK at sende ansøgningen indscannet pr. mail eller som fax, og samtidig sende originalen pr. post. Uddannelsesstederne i Danmark kan i første omgang ikke nægte at modtage en elektronisk eller faxet kopi af ansøgningen, men for en sikkerheds skyld skal ansøger bede om en kvittering for afsendelsen af originalen på posthuset.

Uddannelsesinstitutionerne vil gerne have at ansøgerne indscanner eller faxer dokumenterne i følgende rækkefølge:

  1. evt. prioriteringsskema
  2. ansøgningsskema/-erne
  3. evt. dispensationer
  4. evt. fuldmagt
  5. eksamensbevis
  6. evt. supplerende prøver

    Kun kvote 2 ansøgere

  7. dokumentation for kvote 2-kvalifikationer
  8. den motiverede ansøgning

Ansøger skal være opmærksom på at fax-udskrifter ofte kan være svære at læse, så derfor opfordres man til at ansøgningsskemaer, der enten faxes eller scannes, udfyldes meget tydeligt af ansøgeren.

Du skal overholde ansøgningsfristen, ellers kommer din ansøgning ikke i betragtning. Ved nogle uddannelser er der også studiestart i januar/februar, men den almindelige ansøgningsfrist er stadig den 15. marts eller 5. juli året før.

Bemærk venligst at KOT også omfatter uddannelser, der kun optager efter individuel bedømmelse f.eks. i form af optagelsesprøver eller interviews.

HUSK: at vedlægge KOT-ansøgningen alle relevante *bilag (f.eks. eksamens- og prøvebeviser, arbejdsgivererklæringer osv.). De danske uddannelsessteder rykker ikke for manglende bilag. Du risikerer i stedet at få et afslag.

* Alle kopier af eksamens- og prøvebeviser du vedlægger dine ansøgninger skal være bekræftede kopier. Dvs at enten har to privatpersoner bekræftet kopiens ægthed eller også har en offentlig myndighed gjort det med stempel og underskrift.

Prioriteringsskemaet:
På prioriteringsskemaet skal du oplyse i hvilken rækkefølge du prioriterer dine uddannelsesønsker. Et tænkt eksempel kunne se sådan ud:

  1. Økonomi på Aarhus Universitet
  2. Økonomi på Københavns Universitet
  3. Arkitektuddannelsen på Arkitektskolen i Aarhus
  4. Elektroteknik på Ingeniørhøjskolen, Odense Teknikum

Først vil man prøve at optage dig på den højest prioriterede uddannelse som er økonomi på Aarhus Universitet. Hvis du ikke kan optages i Århus, vil du blive prøvet ved økonomiuddannelsen i København. Og hvis du heller ikke kan optages her, får du chancen ved arkitektstudiet på Arkitektskolen i Århus osv.

Princippet er, at du kun bliver prøvet på de lavere prioriterede uddannelser, hvis du ikke kan optages på en af de højere prioriterede. Din ansøgning til en uddannelse bliver behandlet på lige fod med andre ansøgere, uanset hvordan du prioriterer den.

Prioriteringsskemaet sender du med ansøgningsskemaet til det uddannelsessted, der har 1. prioritet. Bemærk, at du også skal sende et udfyldt ansøgningsskema med bilag til hver enkelt af de uddannelser/uddannelsessteder, du søger.

Ændring af ansøgningen
Hvis du fortryder en ansøgning og ikke vil søge noget andet i stedet, skal du give skriftlig besked til uddannelsesstedet. Hvis du fortryder en ansøgning og vil søge en eller flere uddannelser i stedet, eller hvis du blot vil søge flere uddannelser, end du har gjort i første omgang, skal du:

  • give skriftlig besked til det uddannelsessted, hvor du fortryder ansøgningen
  • udfylde et ansøgningsskema for hver af de nye uddannelser, du søger, og sende det/dem med de nødvendige bilag til uddannelsesstederne
  • udfylde et ændringsprioriteringsskema med uddannelserne skrevet på i den ønskede rækkefølge. Du skal også tage de uddannelser med, som du ikke længere ønsker at blive optaget på. Du sætter dem på til sidst, og du risikerer ikke at blive optaget, selv om de stadig står på prioriteringsskemaet. Du skal sende ændringsprioriteringsskemaet til det uddannelsessted, du har prioriteret højest. Uddannelsesstedet skal have modtaget skemaet senest den 5. juli kl. 08.00 grønlandsk tid.

Fuldmagt
Hvis du ikke har mulighed for selv at udfylde din ansøgning, kan du give f.eks. dine forældre fuldmagt til at udfylde og indsende ansøgningsskemaet. Det bør fremgå af fuldmagten, hvilke uddannelser du søger ind på og hvordan du har prioriteret dem. Fuldmagtsblanketten findes på www.optagelse.dk

Bekræfte studieplads
Du skal bekræfte, at du ønsker at bruge uddannelsespladsen, ellers mister du den. Uddannelsesstederne skal have at vide, hvor mange der vil benytte sig af tilbuddet om en uddannelsesplads, så de kan tilbyde de ledige pladser til ansøgere, der venter. På den måde bliver alle pladserne udnyttet. Du skal sende dit ja tak til uddannelsen tidligt i august. Den nøjagtige frist får du oplyst i brevet med tilbuddet om pladsen.

Hvis du siger nej tak til uddannelsespladsen, tæller det ikke som en optagelse, hvis du på et senere tidspunkt søger optagelse på en videregående uddannelse. Men hvis du alligevel ikke starter på uddannelsen efter at have bekræftet studiepladsen, tæller det som et afbrud.

Specielt for erhvervsakademiuddannelser (KVU-uddannelser)
De korte videregående uddannelser, der foregår ved erhvervsakademier, handelsskoler (f.eks. markedsføringsøkonom) og tekniske skoler (f.eks. bygningskonstruktør) har to adgangsveje. Det betyder, at uddannelsesstederne både optager ansøgere med en adgangsgivende eksamen og ansøgere med en relevant erhvervsuddannelse. Disse kan du se på skolernes hjemmesider.

Uddannelserne er uden for det normale kvotesystem. Hvis der ikke er studiepladser til alle kvalificerede ansøgere, optager skolen de bedst kvalificerede efter en individuel bedømmelse bl.a. eksamensgennemsnittet eller resultatet af den gennemførte erhvervsuddannelse, faglige og personlige kvalifikationer, studierelevant erhvervserfaring m.v. Optagelseskriterierne varierer fra uddannelse til uddannelse og fra institution til institution. Spørg på uddannelsesstedet eller kontakt en vejleder i et af de grønlandske huse inden du går i gang med at søge én af disse uddannelser.

Erhvervsakademierne har ansøgningsfrist både den 15. marts og den 5. juli.

Dispensation for adgangsbegrænsningen
Hvis du har en adgangsgivende eksamen (GU, Studentereksamen,HF, HTX, HHX), men du på grund af specielle forhold ikke opfylder betingelserne, kan du søge dispensation fra adgangsbegrænsningen. Men du skal stadig opfylde adgangskravene. Se "vejledning uden adgangsgivende eksamen eller andre former for dispensation" .

For at få dispensation, skal der være tale om usædvanlige forhold. Du kan søge, hvis du f.eks. på grund af et fysisk handicap ikke har mulighed for at forbedre din optagelseschance ved erhvervsarbejde, eller hvis særlige forhold - f.eks. ordblindhed - har haft en væsentlig indflydelse på dit eksamensgennemsnit.

Det gælder også, hvis der i eksamensperioden har været særlige forhold (f.eks. alvorlig sygdom, trafikuheld eller dødsfald i familien), der har gjort, at dine eksamenskarakterer er blevet væsentlig lavere end forventet.

Hvis du vil søge dispensation, skal du sende en særlig ansøgning til den eller de uddannelser, du søger ind på, sammen med det almindelige ansøgningsskema. Dispensationsansøgningen skal indeholde dokumentation, f.eks. lægeerklæring og skoleudtalelse - for de forhold, du begrunder ansøgningen med. Der skal ikke udfyldes et særligt skema.

Klagemulighed
Der kan ske fejl, når uddannelsesstederne behandler et meget stort antal ansøgninger. Hvis du ikke er blevet optaget på en uddannelse, og du mener, at det skyldes en fejl, skal du hurtigst muligt - og inden 2 uger - sende en skriftlig klage til uddannelsesstedet.

Vejledning og hjælp til ansøgning
Husk at du altid kan få vejledning om den enkelte uddannelse og hjælp til at udfylde dit KOT-skema hos uddannelsesvejlederne i De Grønlandske Huse i Danmark.

Du kan finde vejlederne på www.groenlandskehus.dk

UddannelsesGuiden.dk - Ophavsretten tilhører Undervisningsministeriet
Artiklen er ændret i oktober 2006 af SIIP, og tilpasset ansøgere fra Grønland

Handlinger tilknyttet webside